34. Dagen for vores rejse fra Bangkok til Samui var også værd at dele.



De sidste timer af vores ophold i Bangkok havde vi ikke meget tid til lange gåture. Vi spildte en del tid på at lede efter gaver i området omkring hotellet, så gik vi tilbage for at efterlade dem i vores suite og gøre os klar med kufferterne til indenrigsflyvningen; så så vi et skilt i receptionen "Fruit Zone". Det fangede bare vores opmærksomhed, og vi spurgte, hvor det var, og hvorfor vi ikke havde lagt mærke til det i løbet af så mange dage? Hotelmedarbejderen kiggede på os og smilede, og hun sagde, at vi kunne finde den et par etager oppe. Vi havde 2,5 time mere, og uden at tøve gik vi op på den etage. Du vil sige: som om vi ikke havde spist noget frugt indtil nu, så vi gjorde os store anstrengelser for at spise noget igen. For at være ærlig tænkte vi det samme, men vi var oprigtigt nysgerrige efter at se det. Ifølge vejbeskrivelsen var vi flere etager oppe i den første reception, og hvad så vi? Vi blev budt velkommen af et skilt, hvor der stod, at alt var All Inclusive mod 600 baht, ca. 15 euro pr. person. Hvad foregik der egentlig i den "frugtzone"? Ikke kun udvalget af frugtsorter var stort. Zonen var udstyret med friske drikkevarer i alle mulige kombinationer afhængigt af dit valg, det samme var i form af is samt tørrede frugter. Fire i én. Spørg ikke, hvad vi lavede i den korte tid, der var tilbage på hotellet. Vores maver har stadig været fulde. Sådan et frugtmaraton i alle mulige varianter - jeg er ikke sikker på, at det er muligt at beskrive det med ord, mere at forsøge at genfortælle det i alle detaljer. Jeg fandt også bevidst et værelse til den begivenhed, fordi vi var deltagere i Thailands paradisiske haver, hvor dem med større maver overlevede.


Chapters